Anne Kathrine Skifter

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID

Sådan indleder den norske forfatter og musiker, Sindre Skeie sit
digt. Et digt han skrev i den indledende fase af nedlukningen af
Norge i forbindelse med Corona-krisen. Mon ikke der er mange
af os, der har tænkt ligesom ham, hvis nu alting var som altid,
så var der mange planer, der skulle have været realiseret, både af
dem vi havde skrevet i kalenderen og dem vi har hovedet fuldt
af. Jo – der er meget vi kunne dvæle ved, ”hvis nu…” samtidig
kan man også gribe sig selv i at tænke over alt det som vi fylder
dagligdagen og tilværelsen med, hvad er det vi skal nå, hvad er det
vi har så travlt med, måske vi ligefrem ser verden lidt bedre, eller
bare vores liv i et andet perspektiv og måske det bringer varige
ændringer med sig. Når alt nu ikke længere er som det plejer,
kalenderen er ryddet, så bliver der pludselig god plads til noget
andet, – på godt og ondt!
Nye minifællesskaber opstår i skyggen af krisen. Spontane møder
derude på stier og veje, kaffe over hækken eller på en gåtur i lokalområdet, indkøbshjælp og fællessang. ”Måske ser jeg verden lidt
bedre, når samfundet gå lidt i hi – og alt livet myldrer omkring
os, og alt, som gør jorden så rig.” Lad os løfte blikket og møde
hinanden og sommeren på ny!

HVIS ALTING NU VAR SOM ALTID
af Sindre Skeie
på dansk af Tine Illum
Hvis alting nu var som altid,
så havde jeg åbnet mit hjem,
og budt dig – som altid – på kaffe,
og som altid gi’t dig et klem.
Hvis alting nu var som altid,
så kunne vi mødes et sted,
og vi kunne sagtens vær’ mange,
og alt det, vi kender, ku’ ske.
Og måske vi så ville tænke:
Den blev som altid, den dag.
Kan hænde, vi helt enkelt glemte,
hvor endeløst rige vi var
– mens alting endnu var som altid.
For intet er ligesom før,
vi samler os ikke om bordet,
som mennesker altid gør.
Ja, alt er så underligt stille.
Og ingen ved helt, hvad der sker,
og hvad det betyder for spurve,
og planter og alt det, som er.
Måske ser jeg verden lidt bedre,
når samfundet går lidt i hi
– alt livet som myldrer omkring os,
og alt, som gør jorden så rig.
Når ingenting er som altid,
så burde vi skrive en sang,
om hvordan vi vil, det skal være,
når dette er ovre engang.
Og måske vil første vers lyde:
at nu vil jeg åbne mit hjem
og byde – som altid – på kaffe
og gi’ dig – som altid – et klem.
På vegne af redaktionen
Søren-Herluf Sørensen

Ressourcer, af Søren Herluf Sørensen

Jagten på ressourcer er for længst gået ind. Bevidstheden om, at de
ressourcer vi har kan blive udnyttet i et sådant omfang, at de til sidst er
brugt op og kilderne tørrer ud, er i de senere år blevet meget konkret
for os alle. Der er ikke uanede mængder af materialer, midler, råstoffer
til rådighed. Det blev vi mindet om, her midt i sommervarmen og tropenætterne,
hvor det ikke kun er os, der sveder, det gør vores Klode.
I år synes perspektivet at være rykket. Efter en ualmindelig varm, solrig
og ikke mindst tør sommer, er det allerede nu er gået så meget ud
over jordens afgrøder, at der i år høstes væsentligt mindre på markerne
end tidligere år, og private urtehaver er visnet bort med den konsekvens,
at der allerede nu er taget hul på vinterens og næste års forråd.
Samtidig gennemanalyseres Jorden i disse år på kryds og tværs – for
at finde endnu uudnyttede råstofressourcer. Længere nede under jordens
kappe og længere ude i verdensrummet kan man dér finde de
ressourcer, der er betingelsen for liv? Der forsøges med alternative
produktionsformer og næringskilder i søgen efter ressourcebesparende
metoder. Definitionen på konventionelt landbrug synes at være
under forandring, i fremtiden er det sandsynligvis ikke et valg mellem
økologi eller ej, men mellem oksebøffer eller græshopper.

MIDDEL ELLER MÅL
Når vi ser på ressourcerne som midler til opfyldelse af vores mål og
drømme, så har vi udfordringen. For er der midler nok, er der kapital
nok til at realisere vore drømme? Særligt tydeligt bliver det for os alle,
når vi ser mennesket og vores medmennesker som en ressource, et råstof,
og når vi ser os selv som sådan! En ressource frem for mennesket
bag. Tendensen synes at være blevet, at vi er vores kompetencer, det er
vores styrker, der definerer os, derfor skal vore svagheder eller skrøbelighed,
der ikke synes at stor værdi, skjules for hinanden og for os selv!
Det er de ressourcer, vi kan komme med, der giver os vores berettigelse,
derfor skal enhver udvikling være kompetencegivende, og sakker vi
bagud, skal vi have et kompetenceløft – så vi kan forblive de bedste,
stærkeste udgave af os selv. Enhver professionel bestyrelse ser først på
hvilke ressourcer og kompetencer, der er påkrævet til udførelsen af
arbejdsopgaverne, og der søges målrettet efter personer med det rette
potentiale. Men når vi ser på hinanden som menneskelige ressourcer,
der drives rovdrift på, slides vi op før tid, for ingen kan holde til at
være middel for andres drømme.

AF JORD ER VI KOMMET
Mennesket og Jorden deler skæbne. Vi er ikke adskilte størrelser, men
deler fælles skæbne, som en del af det store skaberværk. Stress og udbrændthed
er en konsekvens overalt, hvor vi kun ser jorden og hinanden
som midler for vore drømme, ressourcer vi kan bruge løs af.
Ressourcer er ikke kun et råstof, vi alle har af vidt forskellige karakter.
Ressource er som ordets oprindelse peger på, at rejse sig igen, det skal
vi ofte have hjælp til af hinanden, styrke og mod kan være svært at
finde i sig selv til tider, men vi kan vække det i hinanden, så vi ved
fælles hjælp kan rejse os igen, når vi er faldet.