Nytårsforsæt og Nytårsfortsæt – mere end blot en leg med ord.

Et par dage før jul talte jeg med en gammel ven, for at ønske glædelig jul og høre nyt siden sidst. Snakken faldt også på det kommende år og min vens efterhånden gamle forældre. ”Jo – min mor har sat sig for, at hun i det kommende år vil være rigtig doven” lød meldingen; ”Nåh, hvordan er den melding så blevet modtaget, der kunne jo sidde en enkelt eller to drillepinde, der ikke syntes der var meget nyt i det nytårsforsæt”, svarede jeg. ”Men er det ikke derfor det hedder nytårsfortsæt”, svarede min ven drilsk tilbage.

Det gav mig anledning til lidt sproglig nørderi her på en af årets sidste dage, for der er nytårsforsæt og nytårsfortsæt, med og uden t. Det er endnu et af de områder, hvor den rette stavning fortsat er til debat, selvfølgelig afhængig af hvad man vil udtrykke, for begge ord er jo sådan set stavet korrekt, de siger bare noget forskelligt, og så må man jo afgøre sig for, hvad man mener.

Der er nytårsforsæt og nytårsfortsæt. Afgørelsen består i om vi vil begynde på noget nyt i det nye år. Spise og drikke mindre og motionere lidt mere, huske sine gamle forældre og tage sig tid til børnene eller hvilke af de mange mål, vi hvert år ved denne tid sætter os for. Det er ikke kun dig og mig, der sætter os mål for det kommende år, også store internationale organisationer, som for eksempel FN´s landbrugsorganisation, Fao, har erklæret at 2014 skal være internationalt familielandbrugsår, for at få os til at tænke over, hvor stor betydning selv de små bidragsydere har for at modvirke sult i verden. Også EU har et nytårsforsæt, nemlig at 2014 skal være europæisk år for genoprettelse af balancen mellem familieliv og arbejdsliv – og måske forhåbentligt bremse ned for den stress-epidemi, der synes at tage fart.

Deri står afgørelsen om vi vil sættes os noget nyt for i det nye år eller vi vil fortsætte som vi plejer, lad os for en nemheds skyld kalde det nytårsfor(t)sættet. Nemlig at vi fortsætter som vi plejer. I mange tilfælde, hvor vi i krudtrøgen fra fyrværkeriet og boblerne fra champagnen afgiver løfter om en ny og bedre livsførelsen, et U-turn i mit liv, viser det sig kun alt for kort tid inde i det nye år, at de ikke holder og nytårsforsættet bliver erstattet af nytårsfor(t)sættet – alt er igen ved det gamle.

På tirsdag skyder vi det nye år i gang, med en hel masse ubrugte dage foran os, et livgivende forår, en skøn sommer, med nye sider i kalenderen, med drømmene og ønskerne for fremtiden, alt det vi sætter os for. Om det lykkes vil kun tiden vise, men det er ikke uden betydning at vi sætter os noget for, i vores dagligdag, i vores liv med hinanden – men mon ikke der også er meget, der fortsætter fra det gamle år og årene før det, kalenderen viser det tydeligt, hvor mange af de blanke sider lige så stille allerede er ved at blive overskrevet af aftaler, møder, mærkedage.

Det er nytårsforsæt og nytårsfortsæt og begge dele skal der være plads til. Så lad os nytårsfortsætte som vi plejer, med at løfte og berige hinanden, og samtidig have som nytårsforsæt at blive bedre til det, der hvor det ikke altid lykkes.

GODT NYTÅR

Klumme til Kerteminde Netavis uge 52/2013

Søren-Herluf Mohr Sørensen

Tilmeld dig nyhedsbrevet