Præsten har ordet

Ressourcer, af Søren Herluf Sørensen

Jagten på ressourcer er for længst gået ind. Bevidstheden om, at de
ressourcer vi har kan blive udnyttet i et sådant omfang, at de til sidst er
brugt op og kilderne tørrer ud, er i de senere år blevet meget konkret
for os alle. Der er ikke uanede mængder af materialer, midler, råstoffer
til rådighed. Det blev vi mindet om, her midt i sommervarmen og tropenætterne,
hvor det ikke kun er os, der sveder, det gør vores Klode.
I år synes perspektivet at være rykket. Efter en ualmindelig varm, solrig
og ikke mindst tør sommer, er det allerede nu er gået så meget ud
over jordens afgrøder, at der i år høstes væsentligt mindre på markerne
end tidligere år, og private urtehaver er visnet bort med den konsekvens,
at der allerede nu er taget hul på vinterens og næste års forråd.
Samtidig gennemanalyseres Jorden i disse år på kryds og tværs – for
at finde endnu uudnyttede råstofressourcer. Længere nede under jordens
kappe og længere ude i verdensrummet kan man dér finde de
ressourcer, der er betingelsen for liv? Der forsøges med alternative
produktionsformer og næringskilder i søgen efter ressourcebesparende
metoder. Definitionen på konventionelt landbrug synes at være
under forandring, i fremtiden er det sandsynligvis ikke et valg mellem
økologi eller ej, men mellem oksebøffer eller græshopper.

MIDDEL ELLER MÅL
Når vi ser på ressourcerne som midler til opfyldelse af vores mål og
drømme, så har vi udfordringen. For er der midler nok, er der kapital
nok til at realisere vore drømme? Særligt tydeligt bliver det for os alle,
når vi ser mennesket og vores medmennesker som en ressource, et råstof,
og når vi ser os selv som sådan! En ressource frem for mennesket
bag. Tendensen synes at være blevet, at vi er vores kompetencer, det er
vores styrker, der definerer os, derfor skal vore svagheder eller skrøbelighed,
der ikke synes at stor værdi, skjules for hinanden og for os selv!
Det er de ressourcer, vi kan komme med, der giver os vores berettigelse,
derfor skal enhver udvikling være kompetencegivende, og sakker vi
bagud, skal vi have et kompetenceløft – så vi kan forblive de bedste,
stærkeste udgave af os selv. Enhver professionel bestyrelse ser først på
hvilke ressourcer og kompetencer, der er påkrævet til udførelsen af
arbejdsopgaverne, og der søges målrettet efter personer med det rette
potentiale. Men når vi ser på hinanden som menneskelige ressourcer,
der drives rovdrift på, slides vi op før tid, for ingen kan holde til at
være middel for andres drømme.

AF JORD ER VI KOMMET
Mennesket og Jorden deler skæbne. Vi er ikke adskilte størrelser, men
deler fælles skæbne, som en del af det store skaberværk. Stress og udbrændthed
er en konsekvens overalt, hvor vi kun ser jorden og hinanden
som midler for vore drømme, ressourcer vi kan bruge løs af.
Ressourcer er ikke kun et råstof, vi alle har af vidt forskellige karakter.
Ressource er som ordets oprindelse peger på, at rejse sig igen, det skal
vi ofte have hjælp til af hinanden, styrke og mod kan være svært at
finde i sig selv til tider, men vi kan vække det i hinanden, så vi ved
fælles hjælp kan rejse os igen, når vi er faldet.

Lige-gyldigt?

”Det er da ligegyldigt”, siger vi til os selv eller hinanden; ”det betyder ikke noget, det er ikke vigtigt”. Så er alt jo for så vidt godt, for den iboende uoverensstemmelse mellem de forskellige meninger og holdninger, der altid vil være, fordi vi ser forskelligt på den samme verden, findes ikke – eller vi har i alt fald bedyret hinanden og os selv, at de ikke skal tillægges større værdi end andet, det er ligegyldigt, det har samme værdi, og dermed ingen værdi – eller hvad?

Alting har en værdi, og kan derfor også værdisættes. Hvis vi ikke selv kender værdien, så kan vi gå til fagfolk. Så kan vi få en ejendomsmægler til sætte værdi på vores hus, så vi kan gå i banken og låne på friværdien, hvis der er en sådan. Vi kan gå til guldsmeden med oldemors gamle armbånd og få den vurderet ud fra guldets ægthed og den kunstneriske udformning.

”Hvad er det værd?” Spørger vi, og får en pris.

Men det er ikke altid så enkelt, for ofte spiller flere ting ind, som kan være afgørende for vurderingen. Det vi kalder affektionsværdien, minderne og følelser, som er personlige og svære at sætte pris på for en fagmand. Et hus er ikke bare en samling mursten, tagsten, brædder, døre og vinduer, ordnet efter en arkitekttegning, det er så meget mere. Det kan være ens fødehjem, en slægtsgård, det sted, hvortil alle ens minder knytter sig, det sted, som rummer mit liv og det har jo uendelig værdi for mig. Eller oldemors armbånd, der er mere end karat og stilart, men rummer en historie om det menneske, der bar det, og vækker værdifulde minder.

Hvilken værdi vi sætter på det ene eller andet, afhænger meget af perspektivet. Et lille nyfødt barn i familien eller en konkret udløbsdato på vort liv, begge begivenheder rykker uafvendeligt på værdi-skalaen. Det som før rangerede højt på værdiskalaen bliver pludselig af mindre betydning eller ligefrem helt betydningsløst.

Ligegyldigt eller lige gyldigt? Der er en betoning men også en verden til forskel, og man skal ikke tale ret længe sammen, før man finder ud af, at det måske slet ikke er det samme, som vi finder ligegyldigt – og hvad det er, der er det allervigtigste. Fordi noget er lige gyldigt, er det bestemt ikke uden værdi – tværtimod.

Mange uoverensstemmelser kan undgås når man taler sammen, for at vi kan blive klogere på hvad der betyder noget – for den enkelte, for fællesskabet og for samfundet. Hvad er det, der bærer og forener – og hvad er det, der adskiller? Hvad er det, der får dig til at stå op om morgenen?

Vi kan kalde det værdier, men værdier er ikke noget, der ligger fast nu og i al evighed. Værdier er noget, man må kunne argumentere for, indgå i samtale om. Derfor er det værd at diskutere, hvad der har afgørende betydning for den enkelte og for samfundet, det er ikke ligegyldigt!

Så lad os samtale om det allervigtigste.

Klumme til Kerteminde Netavis uge 38/2013

Søren-Herluf Mohr Sørensen

Demokrati – at få og give.

Vi har hørt det så tit, at valgdagen er demokratiets festdag. Til folketingsvalget, eller kommune- og regionsvalget som vi skal afholde inden længe, træder demokratiet tydeligt i aktion. Nye aktive og visionære kandidater skal vælges eller dygtige og erfarne politikere skal genvælges. En festdag for nogle en eksamensdag for andre. Ved et sådant valg, skal vi vælge de mennesker, der skal repræsentere os og træffe beslutninger på vore vegne, når der skal træffes afgørelser om det helt nære, hvor vi bor såvel som hos naboen. Særligt det sidste er og vil altid være udfordringen i demokrati, nemlig at finde den rette balance mellem at få og at give. Ved et valg peger vi nemlig hver især på den enkelte, som vi synes repræsenterer os bedst, vi lægger noget af vores selvbestemmelse hos den person, som vi finder tillidsvækkende og en værdig repræsentant for det som vi mener – de får så at sige vores mandat, en fuldmagt til at forvalte vores skattekroner til værn for de svage og til gavn for alle.

Demokrati en parentes i verdenshistorien!

Vi har herhjemme et af verdens ældste demokratier, så gammelt at ingen nulevende længere kan huske på egen krop, at der var en tid, hvor man ikke afholdte valg til de besluttende råd og forsamlinger. Det er så indgroet, at vi ikke altid tænker på det, men tager det for givet, at det er sådan. Samtidig kan vi let falde i den grøft, at sådan tænker de også ude omkring i verden, selv i lande hvor vi ynder at rejse på ferie. Korruption og afpresning er desværre en stærk underliggende kraft i mange af de lande, der regnes for demokratiske.

Demokrati skal vi kæmpe for, ikke mere i dag end man altid har skullet. For hvert eneste øjeblik står demokratiet i fare for at falde tilbage i den nemme løsning, hvor beslutninger træffes uden om besværlige interesseorganisationer, eller over hovedet på dem, der ikke har tiden og overskuddet til at være på vagt eller under bordet med entreprenante grupper. Demokrati er og vil aldrig være den nemme løsning, men til gengæld er det den rigtige løsning. En styreform, der respekterer den enkelte menneskes stemme og ikke skære os alle og vore behov over en kam.

Demokratiet skal der stadig kæmpes for og arbejdes på, ”vi plejer..” sidder tungt for bordenden, og kan med sin autoritære røst bringe megen nytænkning og engagement til tavshed. Op til dette forestående kommune- og regionsvalg har der heldigvis været mange gode initiativer sat i værk til at trække os hen til stemmeurnen – ikke som stemmekvæg, men som vigtige stemmer, der skal høres for at demokratiet får sin gyldighed.

Valget er en enestående chance – så grib chancen, løft din stemme og put den i urnen og den vil opstå som en vigtig brik i det fortsatte demokrati.

Klumme til Kerteminde Netavis uge 45/2013

Søren-Herluf Mohr Sørensen

Nytårsforsæt og Nytårsfortsæt – mere end blot en leg med ord.

Et par dage før jul talte jeg med en gammel ven, for at ønske glædelig jul og høre nyt siden sidst. Snakken faldt også på det kommende år og min vens efterhånden gamle forældre. ”Jo – min mor har sat sig for, at hun i det kommende år vil være rigtig doven” lød meldingen; ”Nåh, hvordan er den melding så blevet modtaget, der kunne jo sidde en enkelt eller to drillepinde, der ikke syntes der var meget nyt i det nytårsforsæt”, svarede jeg. ”Men er det ikke derfor det hedder nytårsfortsæt”, svarede min ven drilsk tilbage.

Det gav mig anledning til lidt sproglig nørderi her på en af årets sidste dage, for der er nytårsforsæt og nytårsfortsæt, med og uden t. Det er endnu et af de områder, hvor den rette stavning fortsat er til debat, selvfølgelig afhængig af hvad man vil udtrykke, for begge ord er jo sådan set stavet korrekt, de siger bare noget forskelligt, og så må man jo afgøre sig for, hvad man mener.

Der er nytårsforsæt og nytårsfortsæt. Afgørelsen består i om vi vil begynde på noget nyt i det nye år. Spise og drikke mindre og motionere lidt mere, huske sine gamle forældre og tage sig tid til børnene eller hvilke af de mange mål, vi hvert år ved denne tid sætter os for. Det er ikke kun dig og mig, der sætter os mål for det kommende år, også store internationale organisationer, som for eksempel FN´s landbrugsorganisation, Fao, har erklæret at 2014 skal være internationalt familielandbrugsår, for at få os til at tænke over, hvor stor betydning selv de små bidragsydere har for at modvirke sult i verden. Også EU har et nytårsforsæt, nemlig at 2014 skal være europæisk år for genoprettelse af balancen mellem familieliv og arbejdsliv – og måske forhåbentligt bremse ned for den stress-epidemi, der synes at tage fart.

Deri står afgørelsen om vi vil sættes os noget nyt for i det nye år eller vi vil fortsætte som vi plejer, lad os for en nemheds skyld kalde det nytårsfor(t)sættet. Nemlig at vi fortsætter som vi plejer. I mange tilfælde, hvor vi i krudtrøgen fra fyrværkeriet og boblerne fra champagnen afgiver løfter om en ny og bedre livsførelsen, et U-turn i mit liv, viser det sig kun alt for kort tid inde i det nye år, at de ikke holder og nytårsforsættet bliver erstattet af nytårsfor(t)sættet – alt er igen ved det gamle.

På tirsdag skyder vi det nye år i gang, med en hel masse ubrugte dage foran os, et livgivende forår, en skøn sommer, med nye sider i kalenderen, med drømmene og ønskerne for fremtiden, alt det vi sætter os for. Om det lykkes vil kun tiden vise, men det er ikke uden betydning at vi sætter os noget for, i vores dagligdag, i vores liv med hinanden – men mon ikke der også er meget, der fortsætter fra det gamle år og årene før det, kalenderen viser det tydeligt, hvor mange af de blanke sider lige så stille allerede er ved at blive overskrevet af aftaler, møder, mærkedage.

Det er nytårsforsæt og nytårsfortsæt og begge dele skal der være plads til. Så lad os nytårsfortsætte som vi plejer, med at løfte og berige hinanden, og samtidig have som nytårsforsæt at blive bedre til det, der hvor det ikke altid lykkes.

GODT NYTÅR

Klumme til Kerteminde Netavis uge 52/2013

Søren-Herluf Mohr Sørensen

Tilmeld dig nyhedsbrevet